By - Peru
Rejser til Peru - fra inkaruiner til Amazonas
Rejser til Peru byder både på storslået natur og et af verdens syv nye vidundere i form af Machu Picchu. Perus inkaer styrede det største rige i Amerika med deres netværk af stier fra Ecuador til Chile. Det er ikke en overdrivelse at kalde Peru for en undervurderet rejsedestination, for landet er virkelig fuld af store og spændende oplevelser for alle. Og én ting er sikkert: Perus storslåede naturoplevelser vil helt sikkert få dig til at føle dig lillebitte. Her venter dig en kæmpemæssig verden af skydækkede bjergtinder, kløfter og gigantiske søer.
Peru er et land for eventyrere! Og det uanset om du rejser af sted for at opleve den vilde, storslåede natur, gå på opdagelse i de gamle inkabyer, besøge farvestrålende markeder eller for at opleve de mange gamle kolonitidsbygninger. Tag en rundrejse i Peru, hvor du har tid til at opleve det hele og skabe dit helt eget eventyr. Lad dig inspirere af vores rejseguide, og bliv godt klædt på til din rejse.
Følg i inkaernes fodspor i farvestrålende Cuzco
Cuzco er den gamle hovedby for inkafolket. Inkaerne kan spores mere end 1000 år tilbage i tiden og imellem år 1100-1500 satte de deres tydelige aftryk på hele Sydamerika.
Inkaerne var både innovative og hårdtarbejdende, hvilket er en af grundende til, at inkaernes arkitektur er så særpræget. Cuzco er som nævnt hjertet i inkakulturen og den historisk anerkendte hovedstad for Peru – selvom Lima formelt er det i dag. Det er her, du finder de vigtigste inkaruiner, foruden små, gamle kirker, smukke bygninger fra kolonitiden og et fantastisk museum.
Gå ad inkastien til toppen af Machu Picchu
Fra Cuzco er der ikke langt til vidunderet over alle vidundere Machu Picchu. Machu Picchu behøver ingen introduktion, og det er muligt at gå langs inkastien højt oppe i bjergene til Machu Picchu for den sidste morgen at se solen stå op over de gamle ruiner. Et helt fantastisk syn, som du ikke må snyde dig selv for!
Du kan også opleve Machu Picchu uden de helt store strabadser - altså lidt vandren er der jo altid, for det ligger omgivet af skyer i toppen af bjergene. Du bor i byen Auguas Calientes og kører op for at opleve vidunderet.
Udforsk den mest farverige del af Amazonas i Peru
Selvom Amazonfloden og den kendte Amazonregnskov er noget, de fleste forbinder med Brasilien, så er det faktisk i Peru, den har sit udspring. Og den peruvianske del af regnskoven er ifølge mange den mest farverige del af dem alle.
I den peruvianske del af regnskoven skal du glæde dig til at opleve alt fra aber til dovendyr, tukaner, kaimaner, kapivarer og måske endda floddelfiner. Du kan bo midt ude i junglen på et lodge og sejle rundt på floderne og spejde efter dyr. Et af vores favoritsteder er Tambopata National Reserve, der ligger i Amazonas og er et vildnis på 274.690 hektar. Her kan du være heldig at møde Amazonas’ top fem rovdyr: jaguarer, kæmpeoddere, sorte alligatorer, harpyørne og anakondaer.
Læs imellem Nazca-linjerne
Nazca-linjerne er et mysterium og et uforståeligt fænomen. Midt ude i ørkenen i den vestlige del af Peru findes hundredevis af kæmpestore tegninger hugget ned i jorden – og ingen ved hvorfor. Nogle mener, at de er lavet af Nazca-folket mellem år 200 f.Kr. og 700 e.Kr., andre mener, de er lavet af UFO’er. Sikkert er det i hvert fald, at tegningerne er så store, den største er over 200 meter bred, at de kun kan ses fra himlen.
Turen til Nazca-linjerne skal derfor opleves fra luften, så husk et godt kamera, for det her er et syn du ikke vil gå glip af! Med et mindre fly stiger du til vejrs, så du kan se ned på afbildningerne af kolibrier, edderkopper, aber, fisk, lamaer og krybdyr. Uanset hvilken teori du tror på, så kan du ikke andet end at blive imponeret over det syn, der venter dig.
Klippekløft & Kondorer ved storslåede Colca Canyon
Kløften Colca Canyon kan med rette kaldes et af naturens mesterværker. Sammenlignet med Colca Canyon er Grand Canyon bare en lille revne i jorden, og Colca Canyon er faktisk mere end dobbelt så dyb! Her er alt fra snedækkede bjergtinder, store klippeformationer, floden, der bruser langt nede i kløften til opdyrkede terrasser, der i sæsonen får landskabet til at se ud som store grønne, røde og gyldne tæpper.
Fra udkigsposterne kan du stå og stirre ud i landskabet og føle dig umådelig lille, mens kondorerne svæver forbi dig.
Oplev livet på Titicacasøen
Titicacasøen er verdens højest liggende sø og danner grænse mellem Peru og Boliva. Her er nogle enkelte beboede øer, som virkelig er et besøg værd, bl.a. Amantani Island og Taquile Island. Søen er dog mest kendt for de flydende sivøer Den kaldes også "Strikkemændenes ø ", fordi det er, hvad mænd på øen gør - strikker! Den store by Puno ligger også ud til Titicacasøen, og her møder du legender, katedraler, inkahelligdomme og et utal af farvestrålende markeder.
Rundrejse i Sydamerika
Sydamerika er en verdensdel, der skal opleves på tværs af landegrænser! Det vil sige – du skal gå efter oplevelserne, ikke landene!
Den ultimative rundrejse i Sydamerika – hvis du spørger os – er en rejse til Peru og Ecuador, hvor du oplever både Machu Pícchu og Galapagos på én og samme rejse. To helt vilde og meget forskellige naturfænomener som de færreste har oplevet.
De færreste forbinder Peru med lækre bountystrande, men hvis du kombinerer din rejse til Peru med Colombia, får du caribiske strande, kaffelandskaber og regnskov med alverdens dyr oveni hatten.
Du kan også kombinere din Peru rejse med et smut til Bolivia og krydre dit Peru eventyr med smukke laguner, flamingoflokke og nysgerrige vicuñaer. Bolivia er kendt for Uyunis saltørken, som er så stor, at der ikke er en horisont, og det er derfor muligt at tage sjove trickbilleder.
Skræddersyede rejser til Peru - få et rejsetilbud!
Spørg os til råd! Skal du rejse rundt i Sydamerika, har du brug for en rejsearrangør! Vores rejsekonsulenter er eksperter i Sydamerika og kender landene ud og ind - vi kender de bedste flyruter, de bedste kombinationer og guider dig til store oplevelser. Men drømmene er selvfølgelig dine! C&C Travel hjælper dig bare med at føre dem ud i livet. Bestil et rejsetilbud til Peru her.
Vi har mere spændende læsning om Peru på vores blog! Læs med her!
Billeder
Nyttige sider om Peru
Byer i Peru
Byer i Peru er ikke som andre steder! Imponerende bjerge, kæmpemæssige kløfter, vild regnskov, verdens højest liggende sø og selvfølgelig smukke og spændende byer fulde af markeder og de flotteste pladser. Vi havde svært ved at udvælge vores favoritbyer i Peru, men det lykkedes. Udforsk “Alle byer” og vælg, hvilke byer du vil opleve.
Hoteller i Peru
Hotel, hostal, casa, posada, hacienda, lodge… Kært barn har mange navne i Peru. Men fælles for dem alle er, at du som regel bor rigtig charmerende og hyggeligt på et mindre sted – måske også lidt enkelt – uanset om du bor i byer eller i naturen.
Her ser du vores yndlingshoteller i Peru – det er hoteller, der er lige lidt bedre end andre, ifølge os. Vi har mange andre hoteller, som du kan udforske under “Alle hoteller.
Oplevelser i Peru
I Peru finder du nogle af verdens flotteste og mest berømte trekkingture – alt fra et par timers varighed til flere dage i bjergene. Men du kan også tage på rundtur i de spændende byer eller besøge øer i Titicaca Søen, eller hvad med et par dage i regnskoven? Mulighederne for store oplevelser er mange, og du kan udforske dem under “Alle oplevelser”.
Har du brug for hjælp?
Ring eller skriv til Camilla
3176 4018
eva@cctravel.dk
Vejret i Peru
Peru har et meget varieret klima, så temperaturerne og omstændighederne ændrer sig i takt med, at du bevæger dig rundt i landet. I Peru er der tre klimatiske zoner.
Ved kysten er vejret om sommeren tørt og varmt. Sommeren falder på disse kanter fra november til april. Her kan du glæde dig over temperaturer imellem 25-35 grader, mens vintrene er køligere og mere fugtige med temperature på 15-20 grader.
I Østperu finder du den peruvianske jungle. Her er vejret næsten altid varmt og fugtigt. Sandsynligheden for tørvejr er størst mellem april og november. December til marts er regnsæson, men det er stadig varmt. Muligheden for at spotte dyr er størst i regnsæsonen.
I de bjergrige områder falder temperaturen, efterhånden som du bevæger dig opad. Her når temperaturen i sommermånederne op på 20-25 grader i dalene, imens det er noget køligere om natten. Regnsæsonen falder fra december til februar, oftest som korte men kraftige byger.
De tynde luftlag
I Cuzco, Puno og de andre højtliggende byer er luften anderledes, end du er vant til. Her er ikke så meget af den, så husk at drikke masser af vand, spis let kost og hvil dig lidt, inden du starter langsomt op med at gå stille og roligt rundt for at se dig omkring. Tag evt. et par dage hvert sted for at vænne dig til højderne og de tynde luftlag.
Tørsæsonen ligger fra april til november med temperaturer på 18-24 grader i gennemsnit. Nætterne er kølige. December til marts er det regnsæson, og især januar og februar er våde måneder. Temperaturerne ligger omkring de 18 grader.
Praktisk info
Du har sikkert tusind spørgsmål om vacciner, visum, pas og penge. Vi har svar på det meste!
Helt generelt
Forsikring
Det er vigtigt at have en rejseforsikring, når du rejser til Peru. Hvis du bliver syg, eller uheldet på anden måde er ude, kan det koste rigtig mange penge at få hjælp uden en forsikring. Det er også en god ide at have en afbestillingsforsikring, så du ikke mister noget, hvis du bliver nødt til at afbestille din rejse pga. sygdom eller andre godkendte afbestillingsårsager.
Måske har du allerede en rejseforsikring og afbestillingsforsikring i din indboforsikring eller via dit kreditkort, men vi anbefaler kraftigt, at du tjekker betingelserne grundigt. Vi samarbejder på provisionsbasis med Gouda, som er specialiseret i rejse- og afbestillingsforsikringer og derfor ofte dækker mere end mange indbo/kreditkort forsikringer. Du kan se alle deres forskellige forsikringer på deres hjemmeside her.
Du er velkommen til at kontakte os for mere information og husk, at en afbestillingsforsikring skal tilkøbes ved bestilling af rejsen.
Penge og kreditkort
Du kan veksle USD stort set alle steder. Det er også muligt at betale med de fleste kreditkort og at hæve i pengeautomater i de større byer.
Mobiltelefoner og internet
Du kan sagtens tage din danske mobiltelefon med dig, men husk, at der ikke er så god dækning alle steder, og det er rigtig dyrt at bruge den. Internetadgangen er velfungerende, men lidt begrænset.
Elektricitet og stik
Peru har 220V og tobenede stik som herhjemme og trebenede stik, der ikke ligner vores. Så det er en god ide, at have en adapter med.
Tidsforskel
Danmark er 6 timer foran Peru (dog 7 ved sommertid).
Prisniveau
Priserne er generelt lavere end i Danmark, men det kommer naturligvis an på, hvilke steder du går hen.
Drikkepenge
På pæne restauranter og andre pæne steder forventes du at give 10 % i drikkepenge, men ikke på de små steder. Du forventes også at give et mindre beløb til de mennesker, du bliver betjent af undervejs såsom dragere, stuepiger, tjenere, taxachauffører mv.
Animalske produkter
På grund af risikoen for at videreføre smitte, er det forbudt at indføre animalske produkter i Danmark fra ”ikke EU”-lande. Derfor skal du være opmærksom på, hvad du har i din kuffert og huske at deklarere evt. animalske produkter ved indrejsen til Danmark. Gør du ikke dette, risikerer du bøde og retsforfølgelse.
Visum og pas
Visum
Danske statsborgere kan opholde sig max 183 dage i Peru uden visum, såfremt passet er gyldigt under hele opholdet. For mere information kontakt ambassaden:
Kommendörsgatan 35 NB,
S-114 58, Stockholm
Sverige
Tel: +46 8 440 8746.
E-Mail: consulado@peruembassy.se
Web: www.consuladoperu.dk/index.php/en/en-suecia
Pas
Vær opmærksom på, at dansk flygtningepas, fremmedpas og provisorisk pas ikke betragtes som almindelige pas. Har du sådan et pas, eller er du ikke dansk statsborger, skal du selv indhente information fra de relevante ambassader eller konsulater.
Rejser du med børn
Vær opmærksom på, at ifølge danske regler skal børn have deres eget pas, medmindre de er blevet optaget i forældrenes eller andre voksnes pas før 1. oktober 2004. Vær desuden opmærksom på, at andre lande kan forlange, at børn har deres eget pas – tjek dette med de relevante ambassader, hvis dine børn ikke har eget pas.
Rejser du med børn under 18 år, skal du medbringe deres fødselsattest, så du kan dokumentere, at det er dine børn.
Rejser du med børn, der ikke er dine egne, fx børnebørn eller kammerater til dine børn, så vær opmærksom på, at du skal have en notar til at vidne, at forældrene har givet deres samtykke til rejsen. Bemærk også, at hvis det kun er den ene forælder, der rejser, kræver mange lande, at den anden forælder har givet skriftligt samtykke (med notar vidne) til rejsen.
Generelt
Det er dit eget ansvar at have de nødvendige pas, visa, transitvisa, forhåndsgodkendelser, legitimationsbeviser, vaccinationer, forsikringer og andre tilladelser og godkendelser, der måtte være nødvendige for at gennemføre din rejse til Peru. Vi anbefaler, at du indhenter den nødvendige information fra de relevante landes ambassader eller konsulater. Udenrigsministeriet har vejledninger for danske statsborgere på deres hjemmeside, men vi anbefaler, at du ikke udelukkende læser disse, for der er kun tale om vejledninger, og de kan være unøjagtige.
Vaccination
Uanset hvor i verden, du rejser hen, anbefaler vi altid, at du er vaccineret imod:
- Smitsom leverbetændelse (Hepatitis A)
- Difteri
- Stivkrampe
Det gælder også for Peru rejser.
Derudover er det en rigtig god idé at undersøge forholdene på dine rejsemål, inden du tager afsted. På den måde kan du tage alle de nødvendige forholdsregler som fx brug af myggespray, malariaforebyggelse, andre vaccinationer med mere.
Du kan få gode råd og vejledning og 10 % rabat hos Rejseklinikken eller Danske Lægers Vaccinations Service, når du rejser med os. Læs mere om Rejseklinikken her og Danske Lægers Vaccinations Service her.
Du kan også læse mere på Udlandsvaccinationens hjemmeside eller kontakte din læge for individuel rådgivning.